Friluftstur - Egne refleksioner UNDER (Heidi)

 

Shelterpladsen ved Drenderup Skov.

Beliggende i naturskønt område. 
Fine parkeringsforhold med stisystem til shelterpladsen. 
Bålhytte med sovepladser til 15 personer lå i læ tæt på skoven. 
Multtoiettet lå lidt tilbagetrukket. 

Vi havde planlagt en gåtur i skoven, for at lede efter spiselige ting. 
Vi havde forudset, at det nok ikke ligefrem ville vrimle med svampe, og dét fik vi ret i.
Vi måtte sande, at vores kendskab til spiselige ting fra vinter-skoven er minimal. Havde vi ikke været i besiddelse af en plan B og selv medbragt svampe og dej, så var vi døde af sult. 

Efter en fælles gåtur delte vi os op og gik på opdagelse i skoven hver for sig.
Det var en helt anden oplevelse. 
Sanserne kom virkelig på overarbejde. Skoven vrimlede med stimuli. 
Det var interessant, hvordan mit eget fokus ændrede sig. At vandre alene i skoven, i stilhed, og blive betaget af små detaljer. En lyd. Et spor i mudderet. En lille spire. Et grønt blad. Et ligge-spor.
Hvordan mon det føles at ligge hér i skovbunden? Hvordan opleves skoven fra dette perspektiv?

Et liggespor tæt på et dyreveksel med aftryk fra hjorte. 

Trætoppene set fra skovbunden.

  

Hjorte-ekskrementer

Jeg fandt ædespor fra egern ved foden af et træ. 

Her er en fugl blevet spist. Der er kun lidt fjer tilbage.

Ved siden af ses afføring fra en stor fugl.

En lille skov-bregne. 

Denne plante skal undersøges nærmere. 

En halvspist grankogle. 

Agern med "hatte".

Hvad mon der bor under det væltede træ?

 

Agern er begyndt at spire.

Hvad bor mon i den halvmørne træstamme? En lille orm. 

En formummet valnød. 
Mon den gror vildt eller er blevet tabt?

Svampe.
Måske indtørrede støvbolde.

En lille tot grønt midt i alt det visne løv. 

Jeg ved ikke, hvad det er.

Det må jeg være nysgerrig på. 

Jeg ved heller ikke, hvad dette er. 

Jeg fandt et lille vandløb nær en skovsø. På bredden lå disse. Hvad mon det er? 

Jeg skar den ene over, for måske var der frø inden i, som kunne hjælpe med at klassificere den:

Det blev jeg klogere af. Stadig et mysterium.

Det bliv tid til at tænde bålet og teste de hjemmelavede optændingsblokke. 

Jeg må tilstå, at jeg er fan af vatrondeller dyppet i smeltet stearin.

For det første er det meget let at lave, så alle målgrupper og aldersgrupper kan deltage.

For det andet skal de kun dyppes én gang for at være rigeligt dækkede af stearin.

Og for det tredje er de lette at antænde og de brænder og længe. 

Kastanjerne var dyppede tre gange og alligevel var de ikke ordentligt coatede. 

De var vanskelige at antænde og gik let ud.

En kombination blev redningen: en kogle blev lagt tæt på en vatrondel,

og så fik flammerne for alvor fat. 

Plan B var fantastisk: svampe-ragout på bål-brød. Mums. 

Vi havde fornøjelsen af at møde en specialklasse og deres pædagoger. 
Det var en fornøjelse at observere børnenes leg i skoven. Se dem tumle og trille i skovbunden. Høre deres latter og begejstrede hvin. Se dem sanse og interagere med deres omgivelser. 
Det satte gang i mange refleksioner. Ikke mindst, da vi havde et knap så fornøjeligt møde med pædagogerne, som ledte til en fælles refleksion og dialog om hvilken type fagpersoner vi IKKE ønsker at blive.