Dyrehold - Egne refleksioner FØR (Heidi)

 

Etiske overvejelser

Med alle former for dyrehold følger et vist ansvar og forpligtigelse, som man skal være indstillet på og have oprigtig interesse i…også på den lange bane. Dyrehold kræver tid, ro og overskud.
Man skal være klar til at løfte opgaverne, som kommer med det nye dyr; alt lige fra rengøring og fodring, til at kende dyrets behov, sprog og generelle pasningsvejledning.
Kilde: https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/kaeledyr-er-daarlige-julegaver

Nu vil nogen måske sige, at dyrehold ikke behøves være et regelret kæledyr eller noget videre eksotisk. Det kunne jo ”bare” være indsamlede bænkebidere (små grå krebsdyr med gæller, 29 forskellige arter i Dk, foretrækker mørkt og fugtigt habitat, lever fx i skovbunden og i haver og huse).
Men alle dyr har fortjent et godt liv og bør aldrig være en påtvungen gave eller forpligtigelse.

 

Peter Schliemann fra foreningen Anima taler blandt andet om dyresyn og begrebet dyrerettigheder:
”Mennesker bør ikke kun undgå negative oplevelser for dyrene (lidelse, smerte, stress, angst etc.), men vi bør også fokusere på, at dyr har ret til positive oplevelser (tryghed, glæde, lykke, positive forventninger).”
Kilde: https://inges-kattehjem.dk/wp-content/uploads/blade/2008-03-Aug.pdf

Schliemann mener, at et positivt dyresyn og blik for dyrerettigheder ofte bliver afskrevet som antropomorfisme eller disney-ficering, hvilket hentyder til, at man fejlagtigt tillægger dyr menneskelige egenskaber.

Tidligere havde Aristoteles den tanke, at mennesket er et led i naturen, men ikke på lige fod med andre levende væsner. Ifølge Aristoteles, står mennesket højest i naturens hierakiske orden. Dyr eksisterer udelukkende for menneskers skyld, ligesom planter eksisterer for dyrenes skyld.

Aristoteles beskriver forholdet således:
”Hvis naturen ikke gør noget ufuldstændigt eller uden formål, må konklusionen være, at naturen har skabt alle dyrene af hensyn til mennesket.”
Kilde: Peter Sandøe ”Dyreetik”  ssamf-ant-tidsskrift,+TA33_67.pdf

Ifølge Aristoteles er alt i naturen formålsstyre.  Ethvert formål forudsætter noget, som i sig selv er et formål, men det eneste, som kan være et formål i sig selv, er fornuften.  Mennesket besidder fornuft, det gør dyr ikke, ergo rangerer mennesket over dyrene. Det afgørende skel mellem mennesket og dyr er ifølge Aristoteles menneskets evne til at styre sig selv på baggrund af bevidste idealer om, hvad der er værd at stræbe efter, hvorimod dyr udelukkende handler ud fra instinkt og drifter. 
Aristoteles opfatter altså naturen som et hierarki.
Øverst er mennesket - eller helt konkret voksne, frie mænd, som menes i besiddelse af en fornuftsbegavet sjæl.
Kvinder, børn og slaver besidder ikke i samme grad denne fornuftsbegavelse og rangerer derfor længere nede i det naturlige hierarki.
Et trin under findes dyr, som trods alt besidder sanser og dermed en sansende sjæl.
Endnu længere nede findes planterne, idet planters sjæl er vegetativ.
Nederst i hierarkiet findes døde ting, som slet ikke er i besiddelse af en sjæl.
Kilde: Peter Sandøe ”Dyreetik”  ssamf-ant-tidsskrift,+TA33_67.pdf

Descartes mente, at dyr er uden bevidsthed og rent etisk rangerer på lige linje med planter og døde ting. Descartes postulerede, at dyr blot er ”maskiner af kød og blod uden sjæl”. Ifølge Descartes er dyr ren natur, blottet for sjæl og bevisthed, ude af stand til at føle smerte eller ubehag. Descartes forklarer, at om end dyr evner at orienterer sig ud fra sanserne, så er de ikke følende eller tænkende væsner, idet sanseorganerne er biologiske organismer, som ikke forudsætter nogen form for bevisthed.
Kilde: https://inges-kattehjem.dk/wp-content/uploads/blade/2008-03-Aug.pdf

Tilhængere af Descartes teorier tillod sig at udøve dyreforsøg:
” Videnskabsmændene slog hunde uden at lade sig påvirke det fjerneste, og de lavede grin med dem, der havde ondt af dyrene, som om de følte smerte. De sagde, at dyrene var urværker; at de skrig, som de udsendte, når de blev slået, var støjen fra en lille fjeder, som var blevet rørt, men at der ikke i kroppen var nogen følelse. De sømmede de stakkels dyr op på plader ved deres fire poter for at underkaste dem vivisektion med det formål at se blodomløbet, hvilket var et stort diskussionsemne.”
Kilde: Peter Sandøe ”Dyreetik”  ssamf-ant-tidsskrift,+TA33_67.pdf

Skønt der ikke foreligger evidens for, at Descartes selv har deltaget i sådanne dyreforsøg, var han dog ikke i tvivl om de etiske konsekvenser af hans opfattelse.
Descartes skriver følgende i et brev til brev til Henry More d. 5. februar, 1649 (citeret efter Singer & Regan):

”….. opfattelsen er ikke grusom mod dyrene, men overbærende over for mennesker, idet den befrier dem fra mistanken om en forbrydelse, når de spiser dyr eller slår dem ihjel"
Kilde: Peter Sandøe ”Dyreetik”  ssamf-ant-tidsskrift,+TA33_67.pdf

Descartes mekaniske naturopfattelse og dyresyn samt Aristoteles antropocentriske natursyn ligger meget langt fra mit eget, som vel kan kaldes en blanding af det zoocentriske og det økocentriske natursyn, hvor de to forskellige syn er mere eller mindre fremtrædende og med forskellig vægtning, alt efter kontekst. I min optik har dyr en selvstændig egenværdi, som danner basis for dyrerettigheder og almen respekt for alle levende væsner. Desuden mener jeg, at naturen har værdig i sig selv, og bør gives mulighed for at udfolde sig og udvikle sig på egne præmisser, således naturen kan passe sig selv samt regulere og opretholde sig selv. Der er dog tilfælde, hvor jeg mener, at en vis regulering kan have sin berettigelse.
Kilde: https://friluftsraadet.dk/files/media/document/5K_146779_friluftsr%C3%A5det-l%C3%A6ringsark_0.pdf

Dyrlæge Dorte Bratbo taler om, hvorvidt dyrs følelser kan antages at være komplekse og avancere.
De fleste er villige til at købe ind på præmissen om, at dyr kan være frygtsomme eller aggressive. Hvis vi formoder, at dyr har udviklet negative følelser, må vi også kunne forholde os til en tese om, at de har udviklet positive følelser og indre tilstande som fx behag, livsglæde og lyst.
Kilde: https://inges-kattehjem.dk/wp-content/uploads/blade/2008-03-Aug.pdf

 

Bratbo forklarer, at vi i dag har bevæget os væk fra Descartes formodning, men selvom vi i dag er nået langt fra Descartes opfattelser, så har vi alligevel bevæget os i en regning, hvor vi tror, at et nuanceret følelsesliv er forbeholdt mennesker. Måske fordi vi er bange for at blive beskyldt for antropomorfisme g disney-ficering, som er blevet nye skældsord. Bratbo mener, at vi ikke kun skal stole på dét, vi kan se og måle, og at vores målemetoder overhovedet ikke er gode nok.
Kilde: https://inges-kattehjem.dk/wp-content/uploads/blade/2008-03-Aug.pdf

Bratbo uddyber:
“Vi har længe anerkendt, at dyr kan være frygtsomme og føle smerte. Så hvorfor skulle de egentlig ikke også kunne føle glæde og medfølelse. Mange mennesker taler om, at man skal undgå at tillægge dyr menneskelige følelser. Det morsomme er, at nogle af de mennesker, som ikke vil anerkende, at dyr kan være glade, godt vil acceptere, at dyr kan være bange. Men hvis vi kan tillægge dyr den ene slags følelser, hvorfor så ikke den anden? Set ud fra et evolutionært perspektiv, så er pattedyr i besiddelse af de hjernestrukturer, som skal til for at kunne føle, altså være emotionel. Og det ville da være underligt, hvis de positive følelser ikke var udviklet hos dyrene, når de negative følelser såsom angst er. Det vil da være mest rimeligt at antage, at disse ting blev udviklet sideløbende. Måske føler dyr ikke i samme grad som os, men man kan som udgangspunkt antage, at dyrene har samme slags følelser. Adfærd er jo trods alt ikke kun et spørgsmål om at undgå smerte og lidelse; det er vel også i høj grad et spørgsmål om, at dyrene har gode oplevelser og en tryg hverdag.”
Kilde: https://inges-kattehjem.dk/wp-content/uploads/blade/2008-03-Aug.pdf

 

På baggrund af moderne tiders dyreetisk debat, mener de fleste mennesker nu, at det er forkert at påføre dyr direkte smerte og unødig lidelse. Alligevel synes der at være en underliggende opfattelse af menneskers etiske forrang frem for dyr. Derved accepteres det i bred forstand som etisk forsvarligt at påføre dyr lidelse, så længe det tjener til at afhjælpe menneskers lidelse. Fx ses medicinske dyreforsøg som etisk forsvarlige, idet disse forsøg på sigt kan redde menneskeliv. Ergo er det etisk forsvarligt at afholde dyr fra positiv livskvalitet, så længe det tjener til at tilfredsstille menneskelige interesser.
Kilde: Peter Sandøe ”Dyreetik”  ssamf-ant-tidsskrift,+TA33_67.pdf

Og hér vender mine refleksioner tilbage til opgaven om at etablere et påtvunget dyrehold for at tilfredsstille en menneskelig interesse, i dette tilfælde kravene for en eksamensopgave. For er det dyreetisk forsvarligt at etablere dyrehold i kortere eller længere tid, at pålægge andre at holde dyr, uagtet oprigtig interesse eller engagement?
Kan man pålægge privatpersoner eller institutioner at anskaffe dyr alene på baggrund af et læringsforløb op til en eksamen?
Hvis oprigtig interesse ikke er tilstede, kan man så sikre, at dyrene ikke lider overlast eller mistrives på baggrund af manglende viden, færdigheder eller tid?
Hvad skal der ske med dyrene bagefter?
Er det etisk forsvarligt at anskaffe dyr i en 6 måneders periode, blot for at skille sig af med dem igen efter endt eksamen?